Vi har samlet en række nemme råd, så du hurtigt kan gå i gang med at spare på varmen derhjemme. Det er både godt for miljøet at bruge varmen fornuftigt og for din varmeregning.
Få automatisk besked
I dag tilbyder de fleste forsyningsselskaber, at du kan få automatisk besked om dit forbrug. Det kan være på mail eller du kan få en sms tilsendt. Det er en rigtig god ide, at melde dig til. Så er du sikker på at få besked, hvis dit forbrug ændrer sig drastisk. Og så kan du gøre noget.
Sænk temperaturen
Hvis du sænker temperaturen bare 1°C i hele huset, sparer du 5 % på din varmeregning. En komfortabel varme er en temperatur på 20-21°C, men i disse energikrisetider vil du godt kunne sænke temperaturen til 19 °C.
Sænker du temperaturen til 17-18 °C, vil du opleve, at vægge og gulve bliver meget kolde - og der vil nemt kunne danne sig kondens og sidenhen skimmelsvamp. Det vil i sidste ende kunne have stor betydning for dit indeklima.
Indstil termostaterne ens
Sæt termostaten ens på alle dine radiatorer. Så udnytter du varmen bedst muligt. Hvis du ikke vil have samme temperatur i alle dine rum, skal du huske at lukke dørene mellem de rum, som skal have forskellige temperaturer. Det er også en god idé, at du trækker gardiner for eller sørger for, at holde rummet mørkt.
Mærk på radiatorerne
Radiatorerne bør være lunkne eller kolde forneden. Hvis de er varme, udnytter de ikke varmen ordentligt.
Lyt efter om dine radiatorer klukker eller risler
Hvis de gør, kan der være luft i systemet - og radiatoren skal luftes ud. Her kan du se, hvordan du gør, hvis du har problemer med en radiator.
Radiatorskjuler uden varmetab
”Nøøj, hvor er den radiator bare fed mand… Den gør virkelig noget for rummet”. Nej vel – det er der aldrig nogen af dine gæster, som har sagt.
De fleste af os er nok enige om, at en radiator ikke ligefrem er guf for øjnene. Og måske tænker du: ”Bare jeg dog kunne skjule min radiator uden varmetab”. Og det kan du faktisk nemt.
Hvis din radiatorskjuler er lavet rigtigt, behøver det nemlig ikke koste dig varmetab. Som hovedregel skal din radiatorskjuler kunne tage kold luft ind forneden, som bliver varmet op af radiatoren – og sendt ud som varm luft i toppen. Så enkelt er det. Du kan altså sagtens skjule din radiator og stadig udnytte varmen bedst muligt.
Tjek, at der er nok vand på dit radiatoranlæg
Hold det varme vand på 55°C. Hold temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55ºC. Det er varmt nok til at vaske op i, gøre rent med og til at bade i. Og det er nok til at holde legionella-bakterier nede.
Spar på det varme vand
Stræb efter at bruge maks. 40 m3 vand pr. år, hvis du bor alene. Hvis I er flere i husstanden, bruger I sandsynligvis mindre vand pr. person, så her bør du gå efter at bruge maks. 30 m3 pr. år. Det svarer til hhv. 110 og 82 liter om dagen
Husk, at tæpper isolerer gulvvarmen
Hvis du har gulvvarme, skal du huske, at gulvtæpper virker isolerende – bare på den forkerte måde. Tæpper forhindrer nemlig varmen i at stige op i luften. Så det kan føles fodkoldt, hvis du har store gulvtæpper i din bolig. Små løse tæpper er en bedre løsning.
Ældre boliger: Luft ud
For at opnå et højt nok luftskifte er det vigtigt, at du lufter ud med gennemtræk hver dag – især efter bad og madlavning, og at du ikke tørrer tøj indendørs. Desuden bør du altid lade aftræk og friskluftventiler stå åbent. Når du lufter ud, får du samtidig et rigtig godt indeklima.
Få flere gode råd, om hvad du selv kan gøre for at spare på varmeforbruget på Energistyrelsens hjemmeside.