Om sommeren er det en god ide, at du skruer ned for varmen. Ikke bare på radiatorerne i din bolig men også på selve fjernvarmeanlægget.
Som husejer vil du opleve, at du kan spare penge på din varmeregning, hvis du sørger for at lukke anlægget rigtigt ned for sommerhalvåret.
Husk også selve fjernvarmeanlægget
Typisk har vi stadig lidt varme på radiatorerne indtil maj måned, og her husker mange at skrue ned for radiatorerne i stuer, værelser, osv., efterhånden som solen får fat og varmer rummene op for os.
Desværre glemmer mange bare at skrue ned for selve fjernvarmeanlægget på det her tidspunkt.
Der er nemlig ingen grund til, at fjernvarmeanlægget i forårs- og sommermånederne giver lige så høj varme som midt på vinteren, hvor anlægget typisk er indstillet til hård frost.
Sådan sommerlukker du fjernvarmeanlægget
Det tager kun 5 minutter at sommerlukke rigtigt for fjernvarmen. Alt du skal gøre er nemlig at dreje på ventilen, som sidder på cirkulationspumpen på dit fjernvarmeanlæg.
Når du slukker for cirkulationspumpen på fjernvarmeanlægget, sparer du strøm. En almindelig husstand vil kunne spare 500 kr. eller mere afhængigt af dit varmeforbrug ved at sørge for at sommerlukke for cirkulationspumpen på fjernvarmeanlægget.
Slukker du ikke for cirkulationspumpen, så vil de interne rørledninger i huset blive varmet unødigt op – og du vil have et varmetab fra rørledningerne.
Når du har slukket cirkulationspumpen, skal du være opmærksom på, at du ikke tænder for varmen på radiatorer eller for gulvvarme, hvis den er forbundet til dit fjernvarmeanlæg. Men det er også den energi, du med fordel kan spare i sommermånederne.
Hvornår er det godt at sommerlukke?
Når vejret bliver lidt lunere og foråret melder sig. 15. maj er udnævnt til offentlig sommerlukkedag, men du skal selvfølgelig sommerlukke, når du ikke længere har brug for varme.
Sådan tænder du for varmen igen
Du skal gøre det modsatte af sommerluk – altså åbne for sommerventilen og tænde for din cirkulationspumpe.
Der findes ingen facitliste for, hvornår du skal tænde for varmen igen. Men en huskeregel er, at gøre det i god tid, så du undgår at bruge for meget energi på at varme huset op igen.
Når du skal tænde for varmen igen, er det vigtigt at du skruer langsomt op – her kan der nemlig også være en økonomisk besparelse for dig.